På træningsbesøg i USA’s største fægteklub

Da jeg er så heldig at have familie boende i USA i de næste to år, greb vi straks chancen for at tage derover på besøg. Og da vi skulle bo meget tæt på Washington DC. var det oplagt at se, om der ikke var en spændende fægteklub at træne i. Efter lidt mailkorrespondance frem og tilbage, fik jeg en aftale med Virginia Academy of Fencing, som viste sig at være ikke bare en stor klub, men simpelthen USA’s største klub. 1000 medlemmer, egen fægtebygning, egen fægtebutik og masser af spændende trænere.

 

Jeg fik lov at deltage på klubbens konkurrencefægterhold, hvor der var ca. 20-25 fægtere i de to-timers træningspas, hvor jeg deltog. Efter deres ’class’ var der fri fægtning, hvor masser af andre fægtere kom forbi. Klubben havde især mange dygtige fleuretpiger på omkring 14-15 år.  I selve træningspasset havde man 1-3 faste træningspartner, og jeg trænede især sammen med Simone, der havde været finalist ved USA’s nationale mesterskaber i sin aldersklasse. Hun var super sej, og hun slog mig 5-4 begge de to gange, hvor vi fægtede ’rigtige’ kampe mod hinanden under stor trænerbevågenhed.

Træningen var principielt bygget op som vores egen herhjemme. Opvarmning, benarbejde og fægtning, men fægtningen bestod alene af forskellige øvelser, hvilket faktisk var ret fedt. For bagefter kunne man jo fægte lige så mange kampe man ville i den åbne træning. Men tilbage til trænerpædagogikken. Nogle trænere var meget ’danske’ i deres form, men der var bestemt også nogle, der ikke var det. Bl.a. blev vi en aften forhørt i fægtetekniske spørgsmål, hvor man blev sat til at lave armbøjninger til straf, hvis det man sagde, var ’for dumt’ eller ’forkert’. Eller hvis træneren ikke kunne høre, hvad man sagde. Man måtte kun drikke vand, når man havde fået lov, og den aften havde træneren fokus på alt andet end den slags, så vi havde stadig ikke fået noget af drikke efter 1½ times hård træning. Alle var ved at dø! Da ingen af eleverne turde spørge om hverken en pause eller vand (måske vankede der flere push-ups…), tog jeg chancen og spurgte. Heldigvis sagde han lidt overrasket ja, og jeg syntes, jeg fornemmede en del taknemmelige blikke!

Så undervisningsformen var til tider noget anderledes end herhjemme – men det, der blev sagt var guld, som jeg har taget med mig hjem. Besøget i Virginia Academy of Fencing var en superinspirerende oplevelse, og der var masser af søde ledere, trænere og fægtere. Jeg skal helt sikkert fægte der igen, næste gang vi skal derover, og jeg har aftalt at sende invitationen til sommerlejren til dem. Det ville være fedt, hvis nogen af dem dukkede op.

 
Mange hilsner
Lene

PS: De laver også ’Idioten’ derovre til fysisk træning. Der hedder den bare ’Suicide’!