CEP Challenge Marathon Fleuret 2016

Igen i år deltog Trekanten i den prestigiøse turnering Challenge Marathon Fleuret i Paris. Det er et svært stævne, som tiltrækker fægtere fra hele verdenen. I alt 8 fægtere deltog – Felix, Ruben og Jonas har deltaget tidligere, mens det var første gang, at Silas, Christopher H, Steffen, Mikkel og Marie deltog for første gang. Samlet set deltog ca. 1000 fægtere fordelt på 110 piste i fem fægtehaller.

Vi var så heldige at have Philip Femø med som træner. Fra alle – både voksne og fægtere – lyder der en stor og varm tak til Philip for at ville tilbringe en forlænget weekend i Paris med hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften.

2016 CEP1

Som nævnt er det et svært stævne med fægtning på højt niveau, hvilket vores fægtere fik lov til at mærke på egen krop. Lørdag morgen var Felix og Marie klar i hallen kl. 6:30 med start 7.30. Resten kunne sove længe og skulle først være kl. til at fægte 13:50. Fordi det er så stort et stævne, foregår den spredt ud på 5 forskellige haller. Desværre var der ikke så god information om, hvilken hal, fægterne skulle være i . På internetløsningen stod én hal, men der blev kaldt op til en anden. Det skabte unødig forvirring for bl.a.Felix, der således måtte styrte af sted til en hal uden for sportsområdet. Felix fik desværre ikke rigtig gang i sin fægtning og måtte se sig slået ud af stævnet efter første runde. Marie havde også en hård tur, men kom videre med en sejr. Senere på dagen måtte også Christopher og Mikkel se sig slået ud efter første runde. Derestende klarede sig videre fra både første og anden runde. Der går 105 videre til søndag og Marie måtte fægte 3 udslagningskampe for at komme dertil, men hun klarede det. Ligeledes klarede Silas, Ruben og Jonas sig videre til søndag. Desværre måtte Steffen se sig slået i sin anden udslagning og kom dermed ikke videre til søndagens kampe. Som den opmærksomme læser nok har regnet ud, havde Philip nok at se til.

Heldigvis tilbød Felix sig som ekstra coach, hvilket var en super god hjælp både lørdag og søndag– tusind tak Felix!

Søndag morgen var fægterne klar til at fægte 7:50. Dagen startede igen med en puljerunde. Desværre stoppede stævnet dér for Ruben og Silas. Marie og Jonas gik videre til udslagning. Marie røg ud i den første mens Jonas klarede sig videre helt til kvartfinalen efter at have været i repechageforløbet. Dog blev han slået af den kommende sølvvinder.

Alle resultaterne kan findes her: http://www.marathon-fleuret.com/resultats_2016.html

Mandag var der tid til fælles sightseeing, hvor vi både nåede en hurtig tur forbi Operaen, Louvre og Notre Dame.

Samlet set bød dagene på mange gode kampe – der var jubel, der var gråd (nerver uden på tøjet – mest hos forældrene) – men alle har fået én på opleveren og forhåbentlig har det bragt vores fægtere videre i deres læring og dygtiggørelse.

Fællesbillede søndag aften – trætte og mætte…….

2016 CEP2

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 110
2100 København Ø
Denmark
Telefon: 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.