Skip to main content

Stævnerapport fra Wittenauer Fuchs Turnier i Berlin - "Uden mad og drikke dur helten ikke"

Wittenauer Fuchs 2016 1

Dette tyske B&U stævne er et mellemstort stævne med deltagelse af over 200 deltagere og knap 30 tilmeldte fægtere i U11 kategorien. Oprindeligt var der tilmeldt 2 fægtere fra Trekanten til stævnet, Mikkel Gjaldbæk og Theo Schwartz med trænerstøtte fra Felix. Desværre måtte Mikkel melde fra, da han brækkede armen 2 dage før stævnet.

Theo deltog i stævnet, hvor der fægtes i puljer hele vejen, og hvor de dårligst placerede i hver puljerunde sorteres fra. Efter de 2 første puljerunder var halvdelen af deltagerne sorteret fra. Theo vandt sin første og anden puljerunde og gik videre til 3. runde, hvorfra yderligere halvdelen af de tilbageværende deltagere skulle sorteres fra inden finalerunden. I tredie runde begyndte det dog at blive underholdende, da den en tysk fægter, som ellers havde klaret sig godt i de første runder, viste sig at være ikke bare en drama queen og noget speciel og aggressiv i sin stil- men også af og til værgede med hånden foran sig eller gik i knæ når der blev forsøgt scoret mod ham.Da Theo mødte denne fægter blev der et stort drama, da dommeren dømte et point imod den tyske fægter, som reagerede med stort følelsesudbrud også fra hans træner, som højlydt skældte ud på dommeren på trods af at pointet var åbenlyst korrekt dømt. Det fik andre tyske trænere til at blande sig og give dommeren ret. Både Theo og den kulørte modstander gik dog videre til den sidste runde, hvor de blandt andet skulle møde Linus Schultz som vist er tysk mester i kategorien og i hvertfald en meget dygtig fægter. Theo skulle møde Linus i sin første kamp i puljen og det blev en tæt kamp med stor tilskuerbevågenhed. Theo var den første til at sætte et point ind, hvorefter de fulgte hinanden point for point med rigtig god fægtning og sportsmanship. Linus vandt dog i sidste ende kampen, men det var en flot kamp med rigtig meget god fægtning. Stævnet blev filmet til tysk lokal TV og på 1:54 kan man se et glimt af Theo, Felix og Søren, se http://www.hauptstadtsport.tv/21-int-wittenauer-fuchs/ Her fra gik det så lidt galt, da Theo ikke havde fået nok at spise og drikke og gik sukkerkold i de næste 2 kampe. Da det gik op for os, blev der bogstaveligt talt proppet store mængder chokolade og hældt væske i Theo, som kvikkede op. Nu var det så tid til at møde den kulørte fægter igen - denne gang med en ny dommer - og det gik fint for Theo, som førte hele kampen. Kampen blev dog afgjort, da dommeren først gav modstanderen et gult kort for at have armen inde foran træfområdet - og dernæst rødt kort for at sætte knæet ned i pisten. Felix havde ventet på dette, da han helt fra starten havde påpeget det forkerte i fægterens opførsel, og nu fik det endelig konsekvenser. Denne gang var der heller ikke indvendinger fra den flamboyante træner, hvilket sikkert skyldtes, at denne dommer ikke lagde op til diskussion. Efter en spændende dag sluttede Theo på en 5. plads. Det var et godt stævne, hvor det kan blive til rigtigt mange kampe - for Theo der var med i alle runder - blev det til 21 kampe i alt - og der var god læring i gennem dagen, hvor Felix var god til at satte fokus og pege på ting der skulle gøres og prøves. Vi lærte også, hvor vigtigt det er at holde fokus på indtagelsen af mad og drikke, så man ikke går sukkerkold oven i alt det andet. Tak til Felix for deltagelse og super god coaching!

Wittenauer Fuchs 2016 2

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 104
2100 København Ø
Danmark

Telefon: +45 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.