Flot debut til for Alexander til Senior EM i Italien

Em_Logo

Alexander blev efter meget flot fægtning nr. 43 til sit første senior EM, hvilket må siges at være rigtig flot, taget i betragtning at Alexander stadig har endnu en sæson som junior. Dermed blev Alexander også bedst placeret dansker på herrefleuret.

I sin pulje, fægtede Alexander meget disciplineret og koncentreret, og lagde ud i sin første kamp med at slå den engelske fægter Halsted 5-2, dette resultat gav Alexander masser af overskud, da Halsted tidligere har både en bronze fra EM og adskillige WC medaljer, og han er en af de allerbedste engelske fægtere. Derudover slog Alexander spanieren Llavador og den meget rutinerede Santos fra Portugal. Alexander tabte nogle tætte kampe til Pranz fra Østrig og Hertsyk fra Ukraine. Med det flotte resultat fra puljen var Alexander herefter seedet 30.

I sin udslagning om en top 32 placering, måtte Alexander dog se sig slået i det allersidste minut af kampen mod den meget rutinerede Moritz Hinterseer fra Østrig med cifrene 13-15. Alexander dominerede kampen og i det meste af tiden stod det enten lige, ellers også førte Alexander. Dog var der ved 11-11 et par uheldige kendelser, og kræfterne begyndte at svigte en anelse i de 40 grader, og dette gav desværre udslaget på kampen, så ærgrelsen var stor.

Men et fantastisk flot resultat for Alexander og Trekanten. Herrefleuretfægterne holder en velfortjent hviledag i morgen, da varmen hernede er ganske voldsom og på mandag er det igen lidt træning, og tirsdag bliver så dagen for holdkampene sammen med Philippe og Patrick Jørgensen fra HFK. Lene er netop ankommet, og skal i morgen i våbenkontrol og på mandag er det så Lenes tur til at kæmpe på pisten. 

Fægteklubben Trekanten
Ryparkens Idrætsanlæg
Lyngbyvej 110
2100 København Ø
Denmark
Telefon: 39 27 13 13
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.